Read a FilmStory IP af Bjarne O. Henriksen
The Monkey Musketeers — forside

The Monkey Musketeers

I det nazibesatte København forvandler en tolvårig dreng, der i hemmelighed har trænet tre primater fra zoologisk have som sine musketerer, deres leg til en virkelig modstandsmission, da Gestapo tager hans familie og snesevis af danskere til fange på vej mod koncentrationslejre.

Comps
the child’s-eye anti-Nazi tragicomedy of Jojo Rabbit · the wordless animal bond and separation/reunion emotion of War Horse · the ingenious resistance-caper machinery of The Great Escape
Genre
Krig · Eventyr · Tragikomedie · Historisk

Historien

København, 1944. Tolvårige Jeppe Hytt-Hansen har læst De tre musketerer, til siderne er blevet bløde, og gennem et løst bræt i hegnet omkring Zoologisk Have har han skabt sit eget regiment: Porthos, en sølvrygget gorilla; Athos, en orangutang; og Aramis, en chimpanse. De fægter, gør honnør, stjæler tyske kasketter og forstår langt mere, end de voksne omkring dem forestiller sig. For Jeppe er de musketerer. For alle andre er de dyr.

Så bryder besættelsen ind i eventyret. Jeppe opdager, at hans far, der er murer, og hans onkel, der er dyrepasser, er modstandsfolk, at hans familie står på Gestapos liste, og at tilfangetagne danskere bliver sendt mod koncentrationslejre som led i et grotesk raceklassifikationsprogram. Da de voksne bliver arresteret, er Jeppe og hans tre venner pludselig det eneste hold, der stadig kan bevæge sig frit. Deres redningsaktion går gennem Københavns kloakker, Gestapos hovedkvarter, et nazistisk begravelsesoptog, taget på et fangetog og til sidst et lager i Zoologisk Have, hvor tysk disciplin møder olie, fjer, maskiner, gødning — og tre primater, der har lært præcis, hvordan deres fjender opfører sig.

THE MONKEY MUSKETEERS er et krigseventyr fortalt fra det punkt, hvor barndommens fantasi bliver til moralsk mod. Komedien gør aldrig faren uvirkelig; den får fascismens maskineri til at se latterligt ud, mens menneskene fanget i det forbliver skræmmende sårbare. Under caperen ligger en enkel følelsesmæssig historie: En dreng lærer, at det at være musketer ikke handler om at lege, at man er modig. Det handler om at nægte at forlade sine venner.

Sammenligninger & håndværk: sådan fungerer det på lærredet

Den tydeligste filmiske bane er Jojo Rabbit møder War Horse, med den samme fornøjelse ved flugtmekanik som i The Great Escape. Som i Jojo Rabbit filtreres besættelsen gennem et barn, der bruger fantasien til at gøre en uudholdelig voksenverden forståelig. Men Jeppes musketerbesættelse er ikke bare en komisk vrangforestilling. Den bliver en fungerende moralsk kode. Træsværdet, honnøren og ‘én for alle’ begynder som leg og ender som de principper, han handler efter, da de voksne forsvinder.

Dyrene er den følelsesmæssige forskel. Porthos, Athos og Aramis taler aldrig, og prosaen har heller ikke brug for, at de gør det. Deres intelligens bygges adfærdsmæssigt — imitation, observation, jalousi, humor, loyalitet, sorg. Det placerer historien tættere på War Horse end på en komedie med talende dyr. De lærer Jeppes ritualer, fordi ritualerne betyder noget for ham, og bærer dem videre, efter han er væk. Den sidste honnør med tre sværd og en tom fjerde plads forvandler eventyrets gennemgående joke til dets dybeste følelsesmæssige billede.

Actionarkitekturen tilhører de store modstandscapere. Historien bliver ved med at forvandle det, der fysisk er til stede, til den næste løsning: en beholder med bedøvelsesmiddel bliver til en tømmerflåde; kloakker bliver en flugtrute; Gestapos hovedkvarter bliver et skjulested; et begravelsesoptog bliver camouflage; en kiste bliver transportmiddel; et fangetog bliver noget, en tolvårig kan koble fra og omdirigere; et lager i Zoologisk Have bliver en improviseret slagmark af olie, fjer, taljer, transportbånd og gødning. Komedien arbejder som Lubitsch og stumfilmens fysiske farce: autoritær ceremoni kolliderer konstant med praktisk kaos, og nazisterne bliver igen og igen besejret af deres egen rigiditet.

Coming-of-age-vendingen giver spektaklet vægt. Tidligt gentager Jeppe ubekymret det sprog om ‘overlegne’ og ‘underlegne’ racer, som omgiver ham. Da han senere fortæller de tre primater, at han ikke tilhører nogen Overlegen Race, og de ikke tilhører nogen Underlegen, er fantasien modnet til forståelse. Han redder sine forældre og de deporterede, når Sverige og må efterlade sine tre bedste venner. Et år senere, efter befrielsen, holder aberne stadig plads til en fjerde musketer. Jeppes tilbagekomst med en kæp og en pose æbler fuldender billedet uden at ophæve den adskillelse, der gav det mening.

Story Slate · The Monkey Musketeers · Bjarne O. Henriksen · Fortroligt — til professionel vurdering