Stor underholdningsmaskine omkring en lille menneskelig sandhed.
En filmisk fortæller
Bjarne O. Henriksen er en filmisk fortæller, hvis arbejde forener James McBrides humanistiske ensemblefortælling, Richard Osmans umiddelbare glæde ved krimi og karakterer og genreintelligensen hos forfattere som Kaliane Bradley med en udpræget skandinavisk appetit på underspillet komik, excentricitet og følelsesmæssig tilbageholdenhed.
På tværs af femten Read-a-Film-prosahistorier bevæger Henriksen sig frit mellem historisk eventyr, krimi, romantisk komedie, fantasy, satire, krigshistorier og sort komedie. Det, der gør historierne genkendeligt hans, er ikke genren, men et bestemt dramatisk instinkt: almindelige, sårede, excentriske eller undervurderede mennesker bliver kastet ind i stadig mere usædvanlige omstændigheder, hvor komik og fare får lov til at eksistere side om side, indtil noget uventet menneskeligt træder frem nedenunder.
Hans historier begynder ofte med mennesker, som omverdenen allerede har besluttet sig for, at den forstår: en forbryder, en prostitueret, en institutionsanbragt gammel mand, en falleret advokat, en følelsesmæssigt akavet teenager, en køkkendreng, et skræmt barn. Institutionerne omkring dem — domstole, regeringer, skoler, hære, kirker, psykiatriske systemer, bureaukratier og familier — foretrækker som regel enkle definitioner.
Det gør Henriksen ikke.
Igen og igen spørger hans historier, hvad der sker, når et menneske viser sig at være større end den etiket, der er blevet sat på ham eller hende.
Et professionelt fundament i filmfortælling
Read-a-Film-porteføljen er ikke skabt af en ny forfatter, der nærmer sig filmfortælling udefra. Den vokser ud af en lang professionel karriere i dansk film og tv. Henriksen skabte Gøngehøvdingen, en af Danmarks mest sete actionserier med 2,25 millioner seere og internationalt salg, samt den populære sitcom Bill & Daphne, der i Danmark overgik både M.A.S.H. og Cosby.
Hans debutmanuskript Eddie Holm’s Second Life vandt en Silver Nymph Award i Monte Carlo og blev omtalt i Variety for at bevæge sig “lightheartedly beyond Denmark.” Arbejdet førte til en toårig invitation til historieudvikling med Erik Balling på Nordisk Film. Henriksen skrev senere originalhistorie og manuskript til biografsuccesen Ørnens Øje (Eye of the Eagle), der blev nomineret til Guldbjørnen i Berlin, mens Herforth & Jensen modtog en European Script Fund Award og blev rost som “technically accomplished,” “punchy and exciting” og “a welcome change” fra de øvrige danske indsendelser.
Hans øvrige arbejde omfatter en periode som indkaldt staff writer på DR’s 24-episoders juleeventyr The Secret Tunnel, produceret af Saks Film; en opgave for Northern Lights med filmatiseringen af Bernard Pinkerton’s Big Case; samt et år som underviser i filmmanuskriptskrivning på TV- og Filmskolen på Snoghøj Højskole. De fleste af hans manuskripter modtog manuskriptstøtte fra Det Danske Filminstitut, og han deltog i internationale workshops og EBU-seminarer.
Gennem sin karriere har Henriksen været med til at skabe produceret indhold for mere end 100 millioner kroner. European Film Academy inviterede ham som medlem med ordene: “We would be very proud to count you among our members, and feel that your contribution would help the Academy to protect and strengthen European cinema as well as its artistic and commercial values.”
Den professionelle baggrund er væsentlig for Read-a-Film-konceptet. Prosaen forsøger ikke at efterligne film på afstand; den er skrevet af en fortæller, der er vant til at tænke i dramatisk arkitektur, visuel adfærd, produktionslogik, publikumsrytme og adaptation.
Nutidigt kreativt slægtskab
Det forbinder hans arbejde med nutidige romaner som James McBrides The Heaven & Earth Grocery Store, hvor humor, fællesskab og institutionel grusomhed eksisterer samtidig uden at ophæve hinanden; med Richard Osmans krimier, hvor komplicerede plots er uløseligt forbundet med varme for excentriske mennesker; og med Kaliane Bradleys The Ministry of Time, som bruger high concept, romantik, bureaukrati og komedie til at undersøge identitet frem for blot at levere genremekanik.
Henriksens naturlige sprog er imidlertid intenst visuelt.
Han tænker i scener, klip, lyd, adfærd, vendinger, rekvisitter og fysisk komik. En tilsyneladende absurd genstand kan komme ind i en historie som en joke og vende tilbage langt senere med hele sin følelsesmæssige betydning: en 25-øre, der engang forhindrede et barn i at tage sit eget liv; en rødhals, der forbinder to adskilte drenge; en magisk dato, der forsvinder, når et skræmt barn ikke længere har brug for den; en kasse udødelighedsgivende æbler, der bliver brugt som fodbold; en absurd miljøopfindelse, der bliver nøglen til en international forbrydersammensværgelse.
Evnen til at lade plottet bære følelserne er central i hans fortællinger.
Stor underholdningsmaskine, lille menneskelig sandhed
Hvor meget nutidig prestige-fortælling reducerer plottet for at skabe plads til karaktererne, gør Henriksen ofte det modsatte. Han øger plottet.
Sammensværgelsen vokser. Jagten bliver mere umulig. Hovedpersonerne krydser grænser. Nogen bliver kidnappet. Nogen flygter gennem en kloak. Et fangetog skifter retning. Jesus går hen over Københavns Havn. Tre zoo-primater slutter sig til den danske modstandsbevægelse. Et mishandlet barn vokser op og bliver international smuglerkonge. En teenager besat af nordisk mytologi opdager, at det er hans ansvar at redde Odin.
Og jo større historien bliver, desto mere sandsynligt er det, at den til sidst falder sammen omkring noget lille og genkendeligt menneskeligt: en far og en datter, to venner, en fortabt bror, en gammel mands værdighed, en skræmt pige, der ønsker, at nogen elsker hende, en dreng, der lærer, at han ikke behøver sikkerhed, før han kan leve.
Den kombination placerer Henriksen tæt på en nutidig filmtradition repræsenteret af værker som Richard Linklaters Hit Man, Josh Margolins Thelma og Wes Andersons The Phoenician Scheme — historier, hvor genremaskineri, excentricitet og komisk eskalation i sidste ende blotlægger spørgsmål om identitet, familie, selvbestemmelse eller kærlighed.
Der er også et slægtskab med limited series som Dying for Sex, der udviser den samme modvilje mod at behandle komik, seksualitet, dødelighed og følelsesmæssig alvor som gensidigt udelukkende registre.
Komik som dramatisk maskineri
Henriksens komik fungerer på samme måde. Vittighederne er sjældent pynt lagt oven på en alvorlig historie. De udspringer af selve det dramatiske maskineri.
En mislykket smugleroperation bliver til en falsk filmoptagelse. En dreng, der er rædselsslagen for alkohol, bliver kidnappet af en alkoholiseret pige. En hjemvendt Jesus Kristus bliver først et politiproblem, så et politisk problem, derefter et medieproblem og til sidst — efter at være steget til himmels foran tv-kameraerne — tilsyneladende et meteorologisk problem.
Autoritære soldater bliver besejret af aber, maskiner og møg. En 83-årig flygtning krydser Danmark på en grøn knallert, mens han drømmer om at blive garderobemand.
Absurditeten eskalerer logisk.
Henriksen stoler på, at publikum kan le uden at konkludere, at smerten under latteren derfor er forsvundet.
Det er måske den mest karakteristiske tone i hans arbejde.
Han er respektløs uden at være kynisk.
Mennesker større end deres etiketter
Hans karakterer kan opføre sig dårligt. De kan lyve, stjæle, bedrage, drikke, slås, misforstå hinanden og træffe katastrofale beslutninger. Nogle er kriminelle. Nogle kan endda være farlige.
Men historierne reducerer dem sjældent til deres værste handling.
I stedet interesserer Henriksen sig for den ubehagelige afstand mellem det et menneske gør, det mennesket selv tror om sig selv, det samfundet siger, at personen er, og det vedkommende faktisk kan blive.
Trods volden, seksualiteten, satiren og det komiske kaos er historierne derfor overraskende humanistiske.
Igen og igen vender de tilbage til venskab, loyalitet, værdighed, forældre og børn, tilgivelse, følelsesmæssigt mod og muligheden for at blive stående ved siden af et andet menneske, når det ville være betydeligt lettere at gå.
Hvor forfatterskabet står i 2026
De nutidige sammenligninger viser, hvor forfatterskabet placerer sig i dag.
James McBride spejler dets humanisme og tro på fællesskaber af fejlbarlige mennesker.
Richard Osman spejler glæden ved plot, kriminalitet, excentriske karakterer og tilgængelighed.
Kaliane Bradley spejler villigheden til at bruge genre og high-concept-præmisser som redskaber til menneskelige spørgsmål.
På film og tv hører Hit Man, Thelma, The Phoenician Scheme og Dying for Sex til den samme nutidige bevægelse mod historier, der afviser den gamle forestilling om, at alvorlige emner kræver højtidelig behandling.
Bag disse nutidige slægtninge ligger en ældre kreativ tradition — Erik Ballings varme for almindelige excentrikere, Billy Wilders respektløse humanisme, Preston Sturges’ eskalerende komiske maskineri og Coen-brødrenes evne til at lade trussel og absurditet bebo det samme billede.
Men Henriksens særlige kombination er hans egen:
Stor underholdningsmaskine omkring en lille menneskelig sandhed.
En historie af Bjarne O. Henriksen kan rumme konger, guder, gangstere, sammensværgelser, lejemordere, smuglere, mirakler, krige eller internationale menneskejagter.
Til sidst afslører spektaklet dog ofte den samme overbevisning:
Mennesker er mere komplicerede end deres sagsmapper, deres ry, deres nederlag eller de roller, verden har tildelt dem — og nogle gange er det, der redder dem, ganske enkelt et andet menneske, der nægter at gå sin vej.