Adam & Alien
Arrival møder Midnight Special — vores fremmede forfædre vender tilbage for at afslutte deres mislykkede eksperiment: menneskeheden, skabt for at afprøve de følelser, de selv slettede for millioner af år siden. Men da alien-pigen Molis begynder at føle efter mødet med den sørgende teenager Adam, bliver de menneskehedens sidste chance.
- Comps
- the cerebral-emotional first contact of Arrival · the soulful genre grief of Midnight Special · a believer vindicated, in the key of Contact
- Genre
- Sci-fi · Første kontakt · Drama · Romantik
Historien
Syttenårige Adam Haller vogter over sin afdøde fars miskrediterede besættelse — en teori om, at de gamle myter om guder, der steg ned i lysstråler, aldrig var metaforer, men beretninger om noget virkeligt. Hans far mente, at selve skabelsen var en instruktion, der blev udtalt højt, og at det, som kunne tale en verden frem, også kunne tale den tilbage. Alle kaldte ham gal. Adam, der bærer på sin egen private sorg, er den eneste, der stadig lytter, da en anden måne viser sig på himlen over Oregon.
Det er ikke en måne. Det, der kommer ned sammen med den, tager kontakt til den ene person på Jorden, som er forberedt på at forstå det — og bringer en kraft med sig, der vil helt tilbage til verdens første ord og fjerne det, så alt, der blev sagt bagefter, stille kan falde tilbage i intet. En latterliggjort astronom, en regeringsagent tvunget til at vælge mellem sin institution og sit instinkt, en dreng og det lysende væsen, der kom efter ham, bliver den sidste linje mellem skabelse og stilhed — og prisen for at holde verden talende bliver betalt af den, der mindst kan bære at miste mere.
ADAM & ALIEN er et sjælfuldt first-contact-drama om sorg, mening og valget om at beholde verden — et bevis på, at den mest intellektuelle science fiction også kan være den mest ømme, og at de ældste historier måske hele tiden har beskrevet metoden.
Sammenligninger & håndværk: sådan fungerer det på lærredet
Den styrende sammenligning er Spielbergs Close Encounters og E.T. kørt gennem Denis Villeneuves Arrival — en amerikansk forstads-first-contact-historie, hvor rumvæsnerne er et mysterium, der skal forstås, ikke bekæmpes, og hvor Spielbergs varme møder Arrivals kølige, idébårne uro: kontakt som et kommunikationsproblem, tid og betydning der bøjer sig, en kvinde i centrum, der mærker det, hendes institution ikke kan. Det, der gør historien til sin egen, er, at first-contact-filmen er svejset sammen med en intim fortælling om nedarvet sorg. Den arbejder gennem tre linser: Øm, Kosmisk og Berøvet.
Øm er teksturen — ren Amblin. Burmakatten, villavejen i Portland med græsplæner der ånder, den døde fars hjemmevideoer, alienpigen hvis små hår på underarmen rejser sig første gang, hun føler noget. Drengen-og-hans-umulige-ven-rygraden er direkte E.T.; tråden om den ensomme troende, der får ret — en astronom ved sin halvtreds år gamle parabol, der nynner Wagner og bliver gjort til grin af viceværten — er Close Encounters’ Roy Neary krydset med Contacts Ellie Arroway. På siden er stemmen mere litterær end Amblin: en tør, pertentlig, kosmisk fortæller (ild ‘bliver til fakler med den ubesværede autoritet fra kemi, der viser sig frem’) i et Vonnegut-tørt register, her rettet mod ærefrygt i stedet for farce.
Kosmisk er strukturen — hard-SF-idéhorror. Aliens som lidenskabsløse landmænd, menneskeheden som en afgrøde, der er drevet væk fra sit design og derfor skal lukkes ned — ‘ikke ondskab, det er metode’ — er Arthur C. Clarke og 2001’s kolde sublimitet med den særlige kulde fra Peter Watts’ Blindsight: intelligens uden empati som det virkelig fremmede, en art der har konstrueret følelsen ud af sig selv. Afsløringen af, at en tidligere masseudryddelse var en tidligere høst, bruger Lovecraftiansk dybtid som plotmekanik. Og klimakset — en krig udkæmpet ikke med våben, men ved at omskrive instruktionen undervejs, skabelse og udslettelse som den samme stråle med et andet ord — skubber Arrivals tese om, at ‘sprog er våbnet’, til en teologisk yderlighed via den Genesis-ramme, epilogen gør eksplicit.
Berøvet er dér, historien er mest sig selv: Under rumskibet står en søn, der har arvet sin miskrediterede fars tro og opdager, at faren havde ret — forsoningen med en død, vanskelig forælder fra Field of Dreams og Big Fish. Alienplottet rimer præcist på det menneskelige: et væsen fra en art, der konstruerede sin egen evne til at føle væk, og den ene skabning, hvor det mislykkedes, spejlet i en far og søn og en fortrængning, der endelig bryder sammen. Filmens dybeste greb er, at det kosmiske og det hjemlige er den samme diagnose, og dens særlige fusion følger deraf: en Spielberg-first-contact-film genopbygget på Arrivals idé om, at skabelse er en instruktion udtalt højt — så alien-apokalypsen og en søns sorg viser sig at være den samme sætning læst på to måder, hvor det at redde verden betyder at omskrive ét ord undervejs, og drengen, der engang følte sig mest fortabt, bliver det flaskehals-punkt, der holder verden talende. Det, filmen kræver af sin instruktør, er at holde det kosmiske spektakel og den intime sorg i perfekt balance, så ingen af delene annullerer den anden — og at lande, som historien tydeligt gør, på en klar og livsvendt konklusion: en fortælling om tilbagevenden, om at vælge verden, der gør sig fortjent til sin undren ved at mene den.
Story Slate · Adam & Alien · Bjarne O. Henriksen · Fortroligt — til professionel vurdering