Mozart Lindberg — Ifølge Mozart Lindberg
Efter mere end tres år i danske fængsler og anstalter får en 83-årig gentleman-svindler en sidste chance for frihed. Hans journal kalder ham en øksemorder in spe. Han har en svensk journalist, der vil høre hans version, og en fuldmægtig i Justitsministeriet, der i fyrre år har sørget for, at ingen nogensinde gør det.
- Comps
- Grand Budapest Hotel — hotelverdenens høflige excentricitet, forsvundne europæiske manerer og melankoli spillet helt seriøst · Big Fish — biografi, der glider over i selvmytologi, indtil legenden bliver en del af sandheden · Catch Me If You Can — forfalskede papirer, lånte identiteter og en forfølger, der ikke kan give slip · Gøgereden møder Den 100-årige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt — institutionel magt mod en ukuelig skandinavisk flugtkunstner
- Genre
- Inspireret af en sand historie · Periodetragikomedie · Karakterdrama · med et sidste strejf af magisk realisme
Historien
Danmark, 1964. Mozart Lindberg er 83 år, upåklageligt klædt og tvangsmæssigt høflig. Han har tilbragt mere end tres år i fængsler og psykiatriske anstalter. Hans journal kalder ham en uhelbredelig psykopat: tyv, falskner, kidnapper og øksemorder in spe. Mozart ser anderledes på sig selv. Han er hotelmand, mekaniker, romantiker, overlever og den kommende garderobier på det storslåede Hotel Tripolis i Nordafrika.
Han bliver prøveløsladt til et job på et hotel i Silkeborg og overvåget døgnet rundt. Kriminalbetjente fotograferer ham fra bag rhododendronbuskene. Til deres irritation finder de en gammel mand, der reparerer knallerter gratis, charmerer stuepigerne, forhindrer en fuld gæst i at voldtage sin kone og opfører sig næsten provokerende pænt. I København har fuldmægtig Javært afvist hver eneste af Mozarts månedlige ansøgninger i fyrre år. Han farer sammen, hver gang en knallert kører forbi. Så afslører en jaloux tjener Mozarts rigtige navn. Mozart kører tværs over Danmark på sin optrimmede grønne GIRAF, går ind i Justitsministeriet og sætter en papirkurv ned over hovedet på Javært. Politiet skyder papirkurven.
Så træder den svenske journalist Anna Engström ind i hans liv. Hun læste Greven af Monte Cristo som femtenårig og har ledt efter Dantès lige siden. Hun tilbyder Mozart en billet til Tripolis og halvtreds tusind kroner for hans historie. De mødes på et høloft, i en robåd og i en lejet bil, mens en dobbeltgænger i Mozarts tøj trækker overvågningsmanden rundt i Aarhus. Deres interviews åbner en film i filmen:
- den femtenårige, der limer justitsministeren fast til stolen og får prygl for det;
- kidnapningen af en landsbypræst i 1938, iscenesat med falske papirer "underskrevet" af halvdelen af Europas statsmænd for at tvinge Danmark til at lytte;
- den omstridte nat på Hotel Kongen af Danmark i 1903, da en portier næsten blev slået ihjel med en økse, og Mozart mistede femogtredive år.
Han fortæller den nat på tre forskellige måder. Noget er sandt. Noget er selvforherligende. Noget er storslået teater.
Så nægter avisen at bringe historien. Anna pakker sin kuffert og åbner døren for Mozart, der står med en økse i hånden. Der sker ingenting. Hun flygter alligevel. Da Mozart hører, at historien er død, forsvinder han, og Danmark sætter den største menneskejagt i landets historie ind mod en 83-årig mand. Han dukker op igen, ikke med et våben, men med Frida, en pensioneret hotelejer, der har besluttet, at han er værd at bygge et liv med. Han vinder sin frihed og lever mere end ti år uden ny kriminalitet. Han køber et hotel i Sverige med Nordens fineste garderobe og dør som 94-årig som en gentleman og ikke et journalnummer. Og Anna, der flygtede, skriver bogen alligevel.
En tragikomedie om resocialisering, om hvem der ejer et menneskes historie, og om institutioner, der er sikre på, at en journal kan rumme et helt menneskeliv.
Komparativer & håndværk: sådan ser den ud på lærredet
Den vigtigste komparativ er Big Fish, men med striden om sandheden gjort langt skarpere. Mozart er ikke bare en elskelig røverhistoriefortæller. Hans overlevelse har afhængt af, at han selv styrer fortællingen om sig selv, efter at domstole, psykiatere og aviser styrede den først. Annas interviews gør biografien til en kamp om forfatterskabet: hvert flashback bærer den usynlige undertekst ifølge Mozart Lindberg. Filmen kan nyde hans version uden at stå inde for hvert ord. Den tvetydighed er motoren, ikke et problem, der skal løses.
Grand Budapest Hotel er den nærmeste slægtning i tone og billedsprog: upåklagelige manerer brugt som rustning, hoteller som hellige rum og en hovedperson, hvis høflighed bliver til oprør. Den gule butterfly, den grønne GIRAF, garderoberitualerne og det tilbagevendende Also sprach Zarathustra gør hans liv til en visuel mytologi. Pointen er aldrig, at han tager det alvorligt. Komikken kommer fra en verden, der ikke kan forstå, hvorfor værdighed kan være et spørgsmål om liv og død.
Catch Me If You Can leverer jagten. Mozart forfalsker rang, titler og kongelige segl, og han forfølges af en mand, der ikke kan stoppe. Javært er Les Misérables' Javert genfødt som en bange embedsmand: en fuldmægtig, der aldrig har mødt den mand, han har holdt indespærret i fyrre år, og som ender i skjul i Provence, hvor han stadig dukker sig, når en knallert kører forbi. Over for ham står overlæge Sachs, den eneste læge, der tror på, at mennesket ikke er journalen. Hans "De har lige ødelagt den mands drøm" er historiens vendepunkt.
Gøgereden leverer det institutionelle opgør og Den 100-årige den skandinaviske skælmeroman. Men MOZART afviser den lette version af begge. Systemet kan være grusomt, selvbeskyttende og absurd. Mozart kan også være manipulerende, kriminel og skræmmende. To scener viser det: en gammel mand, der vejer en hammer i hånden på bagsædet af sin tilsynsførendes bil, og en økse i en hoteldør om natten. I begge sker der ingenting, og publikum er ikke sikre på, at der ikke gør. Det omstridte økseoverfald er afgørende, fordi det forhindrer historien i at blive en simpel fortælling om justitsmord. Resocialisering betyder at spørge, om et menneske kan forandre sig, selv hvis det værste i journalen måske er sandt.
Det håndværksmæssige greb, der gør historien særegen, er det skiftende ejerskab over fortællingen. Staten begynder med den autoritative version: psykopat, fare, journalnummer. Mozart svarer med optræden, forfalskning, komik og erindring. Anna lytter, tvivler, falder for ham, flygter og skriver til sidst den beretning, avisen nægtede at trykke. Ved begravelsen sidder alle med den grønne bog, der bærer hans navn. Det sidste billede, Mozart og hans GIRAF, der letter over ørkenen mod Hotel Tripolis, forlader åbent realismen. Himmelfarten er ikke et bevis på, at alt, hvad han fortalte, var sandt. Det er filmen, der giver ham noget, bureaukratiet aldrig kunne: retten til at blive større end sin journal.
Story Slate · Mozart Lindberg — Ifølge Mozart Lindberg · Bjarne O. Henriksen · Fortroligt — til professionel vurdering