På Historiens Rand

Sammenligninger & håndværk: sådan fungerer det på lærredet

Den styrende sammenligning er Terry Gilliams Time Bandits, hvis dens sjæl var Voltaires Candide. Den tidsalder-hoppende pikareske, de grotesk-komiske set pieces, den usete krig mellem kosmiske fraktioner om virkelighedens form og den usentimentale mavepuster til slut kommer alle fra Gilliams spillebog. Men motoren nedenunder er conte philosophique: en godtroende uskyldig bliver slæbt fra station til station gennem historien, mens et alvorligt argument løber under slapsticken, hvert stop både en sketch og endnu en drejning af den filosofiske skrue. Den arbejder i tre registre: Uanfægtelig, Pikaresk og Forfalsket.

Uanfægtelig er både teksturen og, elegant nok, plotmekanismen. Komedien er bygget på en mand, der ikke reagerer — Aaron fortæller om sin egen kidnapning, som om han vurderer et møbel, og ‘en Randolph føler ikke følelser’ er den bærende joke. Registret er ren Wodehouse (Macintosh er ikke som Jeeves, han er Jeeves, helt ned til konstruktionen af alibier) krydset med Arthur Dents kosmiske bureaukrati-deadpan og Buster Keatons stenansigt. Den flade affekt er ikke bare en stemme — Aaron er det stille punkt, kaosset drejer omkring, hvilket holder hver eskalation læselig, og manuskriptet gør senere egenskaben til et våben: Han er det perfekte alibi netop, fordi han ikke opfører sig som en mand, der ved, han er i fare. Karaktertrækket og kuppet er afhængige af hinanden — en sjælden, ren svejsning mellem tekstur og struktur.

Pikaresk er udklædningskassen: 1225 med vildsvine-ridderturnering og kastede hellefisk, en smilende funktionærs skjulte kontor i klippen betjent af 1800-talslakajer, en rumkoloni i 2051 (de ‘Crystal Palaces’ er løftet direkte fra NASA-Ames’ kolonimalerier — på film torussen fra Interstellar eller Elysium), og derefter tågeindhyllet London i 1851. Det er Candide-ruten, og dens højdepunkt er middagen hos Hartkopf — et hjerteligt forhør over vildsvin og en rødvin fra 1868, næsten slag for slag Hans Landas strudel-scene fra Inglourious Basterds: varme som distributionssystem for trussel. Forfalsket er paranoiaen, der summer under det hele — alle er falske eller forklædte, uret der ‘bare er et ur’, de smilende agenter der kunne være mordere — og strukturelt er det den lange svindel: hele pikaresken klikker baglæns på plads som et kup i The Stings genkendelsesarkitektur, forseglet af et lukket tidsloop værdigt Back to the Future Part II. Den rigeste ironi: Kenderen, hvis hele ekspertise består i at afsløre forfalskninger, er selv den plantede falske brik og opdager det aldrig — en blank uskyldig, verden projicerer på, Chauncey Gardiner fra Being There med et armbåndsur.

Det, filmen kræver af sin instruktør, er at spille det lange spil med overbevisning: En helt, hvis eneste udtrykte ønske er at være hjemme klokken 14, er en bevidst lille motor; den årslange masterplan holdes skjult til slut, så filmen belønner en instruktør, der stoler på, at deadpanen kan bære den stigende kurve, og som giver den kvindelige hovedrolle — der viser sig at have styret hele svindelen — den fulde indre dybde, afsløringen lægger op til, så romancen bliver en ægte tohånd. Dens særlige fusion er, at joken og argumentet er den samme maskine — en screwball-tidscaper, der opløses i en conte philosophique, hvor den handlingslammede dandys nægtelse af at handle på én gang er den gennemgående joke, hindringen for romancen og den moralske tese, og hvor et stykke smagløst kostumesmykke, ikke heltemod, redder verden.