Gøngehøvdingen

1

Landsbykirkeklokkerne ringede fem gange ud over de danske marker. Ikke for at fortælle tiden. Tiden havde på dette tidspunkt vigtigere ting at tage sig til. De lød snarere som gravklokker for et rige, der endnu ikke vidste, at det var ved at dø, og som derfor fortsat gjorde, hvad riger gør, når de ikke ved den slags: opkrævede skatter, arrangerede jagter, indgik dårlige alliancer og kaldte folk til gudstjeneste, mens deres sjæle endnu befandt sig på den praktiske side af kroppen.

Sommeren 1657 holdt vejret mellem to verdener. I den ene var Danmark frit. I den anden ville stort set alt blive mere besværligt.

Gennem skovene omkring Jungshoved og Ørremandsgård lød et ejendommeligt orkester af klappernes raslen, hundenes gøen og mennesker, der råbte for at få vildtet til at løbe præcis derhen, hvor bevæbnede mænd ventede på at skyde det. Det var en dårlig ordning for dyrene. Men tradition er tradition, og tradition har aldrig været særlig optaget af dyrenes mening.

Inde på Jungshoved Slot var en sovekammerdør ikke blot lukket. Den var låst. Bag den lå et kammer strøet med bortkastede klæder, sammenkrøllede lagner og den mængde opgivet værdighed, der opstår, når to unge mennesker mener, at en låst dør er det samme som privatliv.

Svend Gønge, tredive år, stod midt i rodet iført bredskygget skyttehat, underbukser og intet andet. Han var senet og stærk, bred over skuldrene uden at være tung, med et ansigt, der let fandt et smil, og et blik, der sjældent overså ret meget. Kroppen bar præg af et liv til hest, til fods og i skove, hvor hurtighed som regel havde været vigtigere end værdighed. Hatten gjorde ikke situationen mere værdig. Det gjorde den heller ikke mindre Svend.

Foran ham sad Julie Parsberg, otteogtyve år, ung, slank og påfaldende smuk, med lyst hår, fine træk og den naturlige selvbevidsthed hos en kvinde, der for længst havde opdaget, at mænd så efter hende. Hun rullede langsomt sine strømper af. Svend fulgte hver bevægelse med en koncentration, der under andre omstændigheder kunne have gjort ham til en fremragende officer, og glemte alt omkring sig — bortset fra, af en eller anden grund, at tage hatten af.

»Er du sikker på, de ikke opdager, du er væk?« spurgte Julie med et smil, der ikke ventede på noget svar. »Du leder jo jagten.«

»Fuldkommen sikker,« svarede Svend.

Han greb efter linningen på sine underbukser. Det var på dette tidspunkt hans opfattelse, at jagten udenfor sagtens kunne klare sig selv. Han faldt på knæ foran hende.

Julie, der tilsyneladende havde bevaret en større del af sin dømmekraft, lagde en hånd mod hans bryst og skubbede ham blidt tilbage.

»Så, så, Svend,« sagde hun. »Tag først den tåbelige hat af!«

Svend rev hatten af hovedet, som om nogen netop havde oplyst ham om, at den stod i brand, og slængte den bort.

De faldt sammen i den store seng.

Så stivnede han.

Han lå forpustet et øjeblik. Lyttede. Og blev ved med at lytte. Svend satte sig op. Hans hoved drejede en anelse. Han lyttede som en hund, der har hørt sin herres fodtrin på den anden side af gårdspladsen.

Så sprang han ud af sengen.

»Hvad er der?« spurgte Julie irriteret.

Hendes irritation var forståelig.

»Tys!« hviskede Svend.

Han listede hen til døren, knælede ved nøglehullet og kiggede igennem. På den anden side var et øje.

Øjet forsvandt.

Svend trak hovedet tilbage.

»Der er nogen, der udspionerer os.«

Han begyndte hastigt at tage tøj på.

»Pjat,« protesterede Julie. »Hvem skulle det være?«

»Din søster, naturligvis. Hun har mistænkt os, lige siden hun fandt den sok under din seng.«

Der var mange måder at blive afsløret på i 1657. En sok var en af de mindre glorværdige.

Ved døren raslede det. En nøgle faldt på gulvet. Så gik døren op.

To håndværkere trådte ind med spande og tapetruller og standsede så brat, at den ene næsten gik ind i den anden. De så på Julie. Julie så på dem. Der opstod den form for tavshed, hvor alle tilstedeværende meget hurtigt gennemgår deres muligheder og opdager, at ingen af dem er gode.

»Beklager, nådige frøken,« stammede den ene håndværker. »Vi troede, værelset var tomt.«

Julie så koldt på dem.

»I kan sige til min søster, at jeg er helt alene.«

Håndværkeren blinkede. Han så på Julie. Han så på det kaotiske værelse. Han valgte fornuftigt ikke at undersøge spørgsmålet nærmere.

»Forsvind!«

De forsvandt.

Svend var på dette tidspunkt allerede ude på balkonen. Femten meter nede lå jorden. Op langs slotsmuren snoede en kraftig slyngplante sig fra jorden og hele vejen op til balkonen. Forsynets egen stige. Hvis man var optimist. Svend var optimist. Han svingede sig over gelænderet, greb fat i planten og begyndte at klatre ned.

En soldat kom rundt om hjørnet på sin runde. Svend standsede. Han hang helt stille mod muren, som en kat i en trætop, hvis katten havde været tredive år gammel, iført støvler og netop var flygtet fra en adelig kvindes sovekammer.

Soldaten gik videre nedenunder. Svend holdt vejret. Så faldt en fugleklat ned fra oven. Den ramte hans jakke. Svend så langsomt ned på pletten. Han fortsatte ned. Slyngplanten gav en tør raslen. Et stykke løsrev sig fra muren.

Soldaten standsede. Han så op. Svend hang midt på slotsmuren. Soldaten løftede sin bøsse.

»Hej! Hvad laver du deroppe?«

Svend så ned på ham.

»Er det mig, du taler til?«

Han sagde det uden hast. Det var et gammelt trick. Hvis man selv optræder, som om der ikke er noget mærkeligt ved situationen, kan man undertiden få andre til at overveje, om det måske er dem, der har misforstået den.

»Kom ned, eller jeg skyder!«

»Det ville jeg ikke gøre,« sagde Svend roligt.

Soldaten holdt stadig bøssen rettet mod ham.

»Hvorfor ikke?«

»Medmindre du ønsker at blive uvenner med Kongen.«

Det fik soldaten til at tøve. At blive uvenner med Kongen var på dette tidspunkt i Danmark en væsentligt større administrativ komplikation end at have fundet en mand hængende på en slotsmur.

»Kongen?«

»Han hader spejlæg.«

Soldatens ansigt ændrede sig.

»Spejlæg?«

»Jeg er kongens æggesamler,« forklarede Svend.

Han sagde det med den overbevisning, der har reddet flere løgnere end sandheden nogensinde har gjort.

»Som alle ved, elsker Hans Majestæt dueæg. Hele, ubeskadigede dueæg. Begge mine lommer er fulde.«

Soldaten stirrede på ham. Så på lommerne. Så på bøssen. Han stod nu over for et valg mellem en mulig tyv og muligheden for personligt at have skudt Kongens dueæg i stykker. Det var ikke den slags beslutninger, han var blevet hvervet til at træffe.

Svend begyndte at klatre videre ned. Soldaten sagde ikke noget. Det var præcis den reaktion, Svend havde håbet på. Han nåede jorden, rettede på tøjet, så på soldaten, smilede og gik.

* * *

I Ørremandsgårds skove var en anden jagt i gang. Denne jagt havde vildsvinet større forståelse for, eftersom alle involverede i det mindste var enige om, hvem der jagtede hvem.

Dronning Sophie Amalie, kaptajn Kai Lykke og Kørbitz red i skarpt tempo mellem træerne efter et vildsvin, der bevægede sig gennem skoven som en mørk skygge og havde den betydelige fordel, at det kendte terrænet bedre end sine forfølgere og ikke havde nogen hofetikette at tage hensyn til.

I spidsen red Sophie Amalie, en smuk kvinde omkring de tredive med lyst hår, klare øjne og en rank holdning, der gjorde det vanskeligt at glemme, at hun var dronning, selv når hun havde jagtstøvler på. Der var noget levende og næsten drilsk over hendes ansigt, og de røde kinder fortalte, at hun nød farten betydeligt mere end de fleste af de mænd, der forsøgte at følge hende.

Ved hendes side red Kai Lykke, flot, rank og velbygget, med friske røde kinder og den ubesværede elegance hos en officer, der var lige så hjemmevant i en sadel som i en balsal. Han holdt sig tæt ved dronningen. Ikke så tæt, at nogen kunne kalde det upassende. Men heller ikke længere væk end nødvendigt.

Bag dem kom kaptajn Ulrich Kørbitz, mere kompakt bygget end Kai, omhyggeligt soigneret og med et velplejet overskæg over en mund, der syntes at have en naturlig tilbøjelighed til misbilligelse. Alt ved ham sad korrekt — uniformen, ryggen, værdigheden — bortset fra at hesten hele tiden bragte ham længere bagud. Kørbitz sakkede efterhånden så meget, at han begyndte at få ansigtsudtrykket hos en mand, der alvorligt overvejede, om livet ved hoffet kunne gennemføres uden så megen galop.

Lidt længere fremme sad Ib på knæ i et buskads med sin bøsse og en hørpose. Han var en stor, kraftig mand, høj, bred over skuldrene og lidt for godt polstret omkring livet, som om hans betydelige interesse for mad gennem årene havde insisteret på også at få en synlig rolle. Det skæggede ansigt kunne se barskt ud, indtil han smilede, hvilket han gjorde forholdsvis ofte, især når der var udsigt til mad eller problemer. Ib deltog teknisk set også i jagten. Han havde blot ikke samme opfattelse som resten af selskabet af, hvem byttet tilhørte.

En hare kom springende mod hans skjul. Ib ventede, mens haren kom nærmere, og i det rette øjeblik stak han hørposen frem. Haren sprang direkte i. Ib lukkede posen. Det var en jagtmetode, som manglede det meste af den adelige sports elegance, men til gengæld havde den fordel, at man kunne spise resultatet.

Så lød klapperne ti meter borte. Ib så mod lyden, så på posen og derefter op i træet over sig. Et øjeblik senere sad han mellem grenene med både bøsse og hare, mens klapperne passerede nedenunder.

Dronning Sophie Amalie og Kai Lykke kom ridende ind mellem træerne og standsede. Vildsvinet var væk. Dronningen spejdede omkring sig. Kai Lykke gjorde det samme. Fra krattet foran dem brød vildsvinet pludselig frem.

»Se der!« udbrød Sophie Amalie.

Hun hævede geværet og skød. Det første skud gik forbi. Vildsvinet fortsatte. Hun skød igen. Denne gang ramte hun. Dyret væltede om.

»Jeg ramte! Jeg fældede svinet!«

Kai Lykke sprang af sin hest og hjalp hende ned. Dronningen blev stående lidt længere i hans arme, end det strengt taget krævede at komme sikkert ned fra en hest.

»Jeg er glad for, at Kørbitz er faret vild igen,« hviskede hun.

Kai Lykke smilede. Det gjorde vildsvinet ikke. Det rejste sig og stod et øjeblik på usikre ben. Blod løb ned langs siden. Så fik det øje på dem. Det var vredt. Af gode grunde.

»Den lever stadig!« udbrød Sophie Amalie og søgte tilbage i Kai Lykkes arme.

Kai Lykke trak sin hirschfænger. Det var et glimrende våben til en række militære formål. Et rasende vildsvin var ikke blandt de bedste af dem.

»Gå om bag et træ, høje dronning. Dette er ikke det ideelle våben til tvekamp med vildsvin, men modsat dyret har jeg militær-uddannelse.«

Vildsvinet satte i løb mod ham. Ti meter. Kai Lykke stillede sig foran dronningen. Otte. Han løftede hirschfængeren. Seks.

Fra krattet ved siden af dem trådte Ib frem med sin lange bøsse.

»Skyd det grimme dyr!« råbte Sophie Amalie.

»Det er netop min mening, rare frue,« svarede Ib.

Han knælede og lagde bøssen til kinden. Vildsvinet kom nærmere.

»Skyd dog…!«

Ib ventede.

»Man skyder aldrig et vildt dyr, før det blinker.«

Sophie Amalie stirrede på ham. Kai Lykke stirrede på vildsvinet.

Vildsvinet blinkede.

Ib skød.

Dyret sank sammen. Denne gang blev det liggende. Det var den afgørende forskel.

Ib rejste sig. Sophie Amalie trådte frem fra sit træ.

»Du er en dygtig skytte,« sagde hun begejstret. »Du fortjener vor tak.«

»Tak mig ikke, skønne jomfru,« svarede Ib. »Jeg ville bare ønske, jeg havde mulighed for at trykke af, hver gang et lille dyr krydser min vej.«

Kai Lykke så på ham. Der var adskillige ting galt med den sætning. Det mest presserende var tiltaleformen.

»Tag huen af for majestæten.«

Ib så på ham, så på Sophie Amalie og så tilbage på Kai Lykke.

»Dronningen!« udbrød han med omhyggeligt tilrettelagt forundring. »Er det dronningen? Den lykke troede jeg aldrig skulle overgå mig.«

Han tog huen af.

Sophie Amalie morede sig.

»Kan jeg gøre noget til gengæld? Hvad ønsker du?«

Ib tænkte sig tilsyneladende om. Det gjorde han ikke. Han havde sandsynligvis ventet på spørgsmålet, siden han trådte ud af krattet.

»Af alle verdens goder ønsker jeg mest at blive gjort ærlig.«

Dronningen så på ham.

»Hvad er du da?«

»En fattig mand, som de kalder Ib. Min stand er at blive jagtet fra sted til sted som de vilde dyr, siden jeg ikke fik bedre lykke, end at blive tater.«

Hans tone havde ændret sig. Ikke meget. Men nok.

»Min håndtering er at fjerne døde heste fra vejene og andet arbejde, ingen ærlige ønsker at udføre. Men at være skytte er mit højeste ønske.«

Han så på den døde orne og derefter tilbage på dronningen.

»Særlig nu, da de siger, jagten begynder på mennesker.«

Dronning Sophie Amalie lo. Kai Lykke lo med hende.

Ib gjorde ikke.

De kunne heller ikke vide, at han netop havde sagt det eneste i hele samtalen, der snart ikke længere ville være morsomt.

1

Den første skovlfuld jord fløj i en bue gennem luften og landede med et tungt bump. To gravere fortsatte arbejdet og kastede jorden op, som om hullet på en eller anden måde kunne sluge hele Danmark. De havde klude bundet for munden mod lugten og arbejdede i tavshed, kun afbrudt af lyden af jern mod flint. Gnister sprang for hvert slag, og deres ånde stod hvid i skæret fra faklerne.

Et kranium løsnede sig mellem hænderne på den ene. Han betragtede det et øjeblik og smed det så til side, som om der allerede var for mange kranier i verden til at bekymre sig om endnu ét.

Over dem tårnede Kronborg sig op. Danske faner vajede over murene, og farverne smældede stolt i vinden. Det var, som om verden selv hviskede replikker fra et skuespil:

To be, or not to be—that is the question.

Inde i slottets festsal kæmpede Hamlet med netop dét spørgsmål under malede lofter og forgyldte bjælker. En stor forsamling fyldte salen. Nogle betragtede Hamlet. Andre betragtede hinanden. Den kongelige forhøjning strålede; Kong Frederik den Tredje og Dronning Sophie Amalie sad stive på de forreste pladser, mens Kørbitz, Gabel og oberst Benfeldt opholdt sig bag dem. En hofdværg i narredragt svævede omkring kongens stol, og glas med vin gik flittigt fra hånd til hånd.

Hamlet trådte frem og deklamerede:

“Whether ’tis nobler in the mind to suffer The slings and arrows of outrageous fortune, Or to take arms against a sea of troubles, And by opposing end them…”

Kongen kunne imidlertid ikke holde øjnene fra døren. Hans pande lagde sig i folder.

»Hvor bliver de af?« hviskede han til Gabel. »Burde de ikke have været her for længst?«

Gabel nikkede. Begge mænd vendte deres bekymrede ansigter tilbage mod scenen, hvor Hamlet fortsatte, lykkeligt uvidende:

“To sleep, perchance to dream—ay, there’s the rub…”

Helsingørs hovedgade myldrede med handlende og byfolk, indtil en svensk afdeling marcherede igennem med skingrende fløjter og hamrende trommer. Folk flygtede til alle sider.

Lige bag soldaterne gik Ib, klædt i en natmands stinkende pjalter. Han fløjtede muntert, hvilket kun fik forklædningen til at virke endnu mere mistænkelig, og over skulderen bar han en fløjlsbetrukket plade med et stort, rundt hul i midten.

Han fulgte efter soldaterne rundt om et hjørne og nåede porten til den svenske garnison, hvor fanerne blafrede over hans hoved. Han bankede bestemt på og ventede, indtil en luge blev revet op. En vagts ansigt kom til syne.

»Hvad vil du? Kun soldater i Hans Svenske Majestæt Karl den Tiende Gustavs tjeneste har adgang her!«

»Kommandanten har sendt bud efter natmanden,« sagde Ib glat. »Det var noget presserende, sagde han.«

»Du er ikke natmanden,« gryntede vagten. »Du er for høj. Og alt for munter. Forsvind!«

Han smækkede lugen i.

Ib bankede igen, denne gang højere.

»Det er ganske rigtigt. Han er syg. Jeg er Rasmus, hans nevø. Han har sendt mig i sit sted.«

Vagten åbnede døren, men tøvede.

»Det kan enhver jo komme og påstå.«

»Bestemt,« medgav Ib.

Han svingede pladen ned fra skulderen og holdt den frem som en håndværker, der var stolt af sit arbejde.

»Men ikke enhver kan fremstille sådan én. Og slet ikke i den rette størrelse.«

Han ventede netop længe nok til, at ordene kunne svie.

»Men foretrækker De at være ansvarlig for at forlænge Deres kommandants lidelser, går jeg naturligvis igen.«

Vagten greb ham i armen, før han nåede at vende sig.

Inde i gården var vaskekonerne i fuld gang. To stod bøjet over baljer med opknappede bluser i varmen, mens en tredje rørte rundt i en stor kedel med blå farve. Fra et vindue ovenover lænede svenske soldater sig ud, råbte opmuntrende til kvinderne og raslede med terningerne i hænderne.

Ib gik forbi med et ubesværet grin og smuttede hen mod en sidebygning. Ved døren kastede han et blik ind gennem et lille vindue og gik så ind.

Gangen på den anden side var smal og kun oplyst af en osende lampe. Foran ham var der to døre. På den ene var malet et hjerte. På den anden stod der:

VÅBENKAMMER.

Gennem vinduet fik han igen øje på vaskekonerne. Den ene holdt et par brede underbukser op, hvilket udløste hvinende latter.

Ib rystede på hovedet og vendte sig mod lokummet. Han bankede på.

Intet svar.

Han åbnede døren, trådte ind og lagde omhyggeligt pladen over det tomme hul.

Tilbage i gangen tog han lampen ned fra væggen, trak en dirk frem fra ærmet og gav sig hurtigt til at arbejde med låsen til våbenkammeret.

Slåen klikkede.

Han trådte ind og hævede lampen. Rækker af musketter glimtede i lyset. Pistoler, sabler, granater, tønder med krudt, stiger, økser og endda armbrøster. Våben nok til at udruste et oprør – eller to.

I et hjørne stod en kurv med æbler.

Ib tog ét, pudsede det mod ærmet og skulle netop til at bide i det, da et råb lød uden for murene:

»Pest! Pest!«

Folk flygtede i panik.

Nede gennem gyden kom en læge til syne, iført et grotesk kostume: lang kappe, høj hat og en maske med et langt fuglenæb. I armene bar han en slap tiårig pige, hvis ansigt var dækket af pestpletter.

Ib løftede bommen af våbenkammerets dobbeltdøre mod baggyden og gjorde sig klar til at slå dem op.

Men døren blev åbnet udefra.

Pestlægen trådte ind og lagde pigen fra sig.

Hun satte sig straks op.

Fuldkommen rask.

Masken kom af.

Det var Svend Gønge.

»Ib, du holder vagt ved døren. Regitze, hjælp mig her.«

Ib stønnede.

»Hvorfor sprænger vi ikke bare hele stedet i luften? Jeg er træt af alt det skuespil.«

»Kom så!« snerrede Svend.

Ude i gården opstod en ny fare. Vaskekonen hang underbukserne på snoren, netop som den mistænksomme vagt vendte tilbage. Han udspurgte hende skarpt:

»Hvor er natmanden?«

»Hvordan skulle jeg vide det?« svarede hun og pegede mod sidebygningen. »Han gik direkte derind. Jeg har ikke set ham siden.«

Vagten vendte sig mod døren.

Inde i våbenkammeret arbejdede Svend hurtigt. Han tog hver anden musket ud af stativerne og skubbede dem ned i en sæk. Regitze fulgte efter og rettede omhyggeligt på mellemrummene, så rækkerne stadig så fyldte ud.

Ude i gården kom kommandanten selv til syne. En stor mand, der svedte under hatten og havde en avis stukket ind under armen. Han ilede mod sidebygningen, stødte sammen med vagten og slog ham uden at standse over ansigtet med den sammenfoldede avis.

I vinduet dukkede Ibs grin op, bredt og fornøjet, som om han blot nød udsigten og ikke stod midt i den svenske garnison med livet som indsats.

Ude i gården tordnede kommandanten løs på vagten.

»Hvad fanden laver De her?« brølede han.

Vagten stammede:

»Natmanden, hr. kommandant …«

»Forsvind! Tilbage til Deres post! Løb!«

Vagten sjokkede mod porten.

»Hurtigere!« brølede kommandanten.

I samme øjeblik blev han grebet af en anden form for hastværk. Ansigtet fortrak sig, han greb sig bagi og styrtede mod side-bygningen.

Inde i våbenkammeret skyndte Ib sig gennem døren og lukkede den hurtigt bag sig. Svend, der var ved at lægge krudtbeholdere ned i en sæk, som Regitze holdt åben, så brat op.

»Kommandanten!« hviskede Ib og pegede nervøst mod døren med hurtige, stikkende bevægelser.

De tav alle og lyttede.

Skridt kom løbende nærmere.

En dør smækkede.

Hængsler knirkede.

Ib efterlignede et lettet suk.

I sikkerhed – foreløbig.

Inde på lokummet kæmpede kommandanten med sine bukser som en druknende med et reb. Han standsede brat, da han fik øje på det nye latrinbræt, der lå nydeligt på plads.

Et smil af dyb tilfredshed bredte sig over hans ansigt. Han strøg kærligt hen over træet.

Bag garnisonen knirkede en tohjulet kærre frem mod våbenkammerets port, trukket af en udslidt hest. På bukken sad Marius med et tørklæde bundet for munden. Hans øjne glødede af had mod de svenske soldater, der marcherede forbi og slog en stor bue uden om ham, som om selve pesten kørte med i hans vogn.

Da de var passeret, bankede han på. En luge blev åbnet, og sække væltede ud. Marius greb dem, smed dem op i kærren og klatrede selv op, netop som døren blev lukket igen.

Bag den havde Svend og Regitze genoptaget deres roller – lægen med fuglenæbsmasken og hans bekvemt syge patient. De sprang op bag på kærren, som skramlede af sted.

Til sidst kom Ib ud med æblet mellem tænderne og lampen omhyggeligt sat tilbage på væggen. Han lukkede døren til våbenkammeret bag sig og listede ned ad gangen.

Han stivnede først, da han hørte kommandanten folde avisen sammen og rejse sig inde fra lokummet.

Ib listede videre på tåspidserne.

Ude i gården slap han den luft ud, han havde holdt tilbage.

»Det var tæt på,« mumlede han for sig selv.

Han bed i æblet, men fandt vejen spærret af den samme vagt som før.

»Hvor har du fået det æble fra?« forlangte manden at vide.

»Af kommandanten. Som tak for det nye bræt.«

Ib kastede æbleskroget til ham.

»Værsgo. Nyd det. Og god hjemrejse til Sverige.«

Han slentrede videre og efterlod vagten måbende og forvirret.

2

Fra festsalen lød en stemme:

»Skil dem ad! De er rasende.«

Inde i Kronborgs store sal havde Hamlets duel med Laertes nået sit højdepunkt. Klingerne stødte sammen, og gnisterne sprang.

Kong Frederik betragtede dem med den samme bekymrede panderynke, han havde båret hele aftenen. Ved siden af ham smilede Dronning Sophie Amalie mildt, selve billedet på fatning.

På scenen stødte Hamlet frem.

Laertes faldt, såret.

“They bleed on both sides,” sagde Horatio.

Osric bøjede sig over den faldne mand.

“How is’t, Laertes?”

Laertes stønnede:

“Why, as a woodcock to mine own springe, Osric. I am justly killed with mine own treachery.”

Hamlet fór rundt.

“How does the Queen?”

“She swoons to see them bleed,” svarede kongen.

Men dronningen selv råbte:

“No, no, the drink, the drink! O my dear Hamlet! The drink, the drink! I am poisoned!”

Hun sank sammen.

I den kongelige loge fik Kørbitz vinen galt i halsen.

Gabel lænede sig hen mod kongen og prikkede ham let på skulderen.

»Jeg tror, vores helt er vendt tilbage, Deres Majestæt.«

Frederik fulgte hans blik og fik øje på dem.

Svend, iført sin grønne jægerdragt, og Ib i sin sergentuniform gled ubemærket ind langs siden af salen.

Selv hofdværgen så op og genkendte dem.

Kort efter blev et vindue i kongens kammer muret til, mens fodtrin bevægede sig hen over gulvet.

»Shakespeare er en stor forfatter,« sagde Frederik tørt. »Der er noget råddent i Danmark.«

Han passerede et stort kort over Norden, hvor flag markerede Sverige og Danmark, og gik hen til sit skrivebord. Gabel og Svend fulgte efter.

»Det rådne i Danmark,« fortsatte Frederik, »er svenskerne. Det er fjorten dage siden, Karl Gustav skulle have trukket sine tropper tilbage, og landet vrimler stadig med dem. Og de er ikke genfærd i et skuespil!«

Han smækkede endnu en rapport oven på bunken, samlede det hele op og stak papirerne frem mod dem.

»Våbenkamre og krudtlagre. Hvert eneste af dem fyldt til bristepunktet. Bevis nok! Karl Gustav har tænkt sig at blive.«

»Og leve på vores bekostning,« tilføjede han og hamrede næven i bordet. »Danmark er Sveriges spisekammer. Jeg fortryder næsten, at jeg forbød Dem at tynde ud i hans våbenbeholdning, Poulsen.«

Svend tillod sig det svageste smil.

Tilbage på scenen var skuespillerne i færd med at rydde kulisserne væk.

Ib stod med et kranium i hånden og vendte og drejede det, som om han vejede hele menneskehedens skæbne.

»Når det kommer til stykket,« funderede han, »er der ingen forskel på konger og dronninger og almindelige mennesker. Selv Kulsoen ser sikkert sådan ud nu.«

Han slentrede hen mod skuespilleren, der havde spillet dronningen. Manden var halvt ude af kostumet, og skægstubbene kunne ses under parykken og sminken.

Han sendte Ib et olmt blik.

»Jeg kunne fortælle Dem en historie,« fortsatte Ib, »som ville få hårene til at rejse sig. Om en heks, der blev lagt ud til ulvene af en modig mand, som …«

»Dronningen« afbrød ham med en snerren på cockney-engelsk:

»Piss off!«

Ib blinkede.

»Rolig nu. Vis dog lidt respekt for de døde.«

»Jeg sagde piss off!«

Ib rystede undrende på hovedet.

»Hvad det så end betyder, så opfører damer sig ikke sådan. De kan selv peess orrff!«

Han greb parykken med begge hænder og rev den ned over mandens pande, indtil den flækkede i issen. Derefter trak han videre, til den hang hen over hans næse.

I kongens kammer på Kronborg foldede Gabel hænderne bag ryggen.

»Tålmodighed, Deres Majestæt, er og bliver vores stærkeste våben. Vi må ikke provokere svenskerne mere end højst nødvendigt.«

Frederik den Tredjes ansigt strammedes af frustration.

»Nej, nej, naturligvis ikke. Men vi må alligevel gøre noget. Diskret, selvfølgelig, men noget! Ellers bliver vi til grin for hele verden.«

Svend Gønge bøjede let hovedet.

»Så må det være særdeles diskret, Deres Majestæt. Befolkningen i Nordsjælland er syg og sulter. De har hverken kræfter eller mod til at kæmpe. Faktisk har kun én sluttet sig til os indtil videre.«

»Én?«

Kongen stirrede på ham.

»Ja,« sagde Svend. »Vores vært, den gamle ridefoged på Krogerup. En indflydelsesrig mand, som kender Helsingør, som om han selv havde bygget byen.«

Kongen kastede et blik mod Gabel.

»Ingeniøren ved Kronborgs kanonstøberi var hans søn, Deres Majestæt,« forklarede Gabel. »Ham, der omkom sidste vinter. En fortræffelig familie.«

Svend fortsatte:

»Svenskerne mangler både kanoner og kugler. Vi fandt ingen i deres depoter. Alene dét holder dem tilbage fra at angribe.«

»Så enkelt er det nu heller ikke,« indvendte Gabel. »Men De har ret. Uden artilleri er det usandsynligt, at Karl Gustav endnu en gang vil vende sig mod København.«

Frederik lænede sig frem. Stemmen strammedes.

»De er mine øjne og ører, Poulsen. Jeg vil kende hver eneste bevægelse, svenskerne foretager sig i Nordsjælland. Og jeg ser meget gerne, at De finder flere hjælpere. Flere øjne, flere ører. Som de tapre gønger mod syd.«

Han lod blikket glide mod Gabel.

»Og skulle De føle Dem fristet til at handle … så gør det diskret.«

Gabel slog armene ud, som om han ville protestere, men kongen havde allerede vendt sig mod de murere, der var ved at lukke vinduet med mursten.

»Er I ikke færdige endnu?« vrissede han.

De to mænd kastede sig over arbejdet og lagde stenene i rasende fart.

»Jeg kan ikke holde ud at se over på det land, vi har mistet,« mumlede kongen.

På vej ud fra salen stak Ib en lille rund medaljon fra Hamlets kostume i hånden på Svend.

»En souvenir.«

Svend puttede den i lommen.